Vil du dele dine erfaringer med efterværn til en dokumentarfilm?

Din stemme er vigtig! Jeg er en dokumentarist, der søger medvirkende til en dokumentarfilm om anbragte unge. Der er meget fokus på selve anbringelsen af børn og unge, men hvad sker der, når de unge skal forlade systemet?

Jeg ønsker at undersøge, hvordan du skaber dig en tilværelse, når du skal stå på egne ben. Jeg har selv være anbragt og oplevet på egen krop, hvor stor en udfordring, det er at skulle forlade systemet. I filmen vil jeg gerne følge 2-3 unge, kort tid inden de skal flytte fra opholdssted/bosted, og gerne til omkring 4 måneder efter de er flyttet for sig selv. Jeg ønsker medvirkende i alderen 16-24 år.

Mit ønske med filmen er at bryde faste forestillinger om anbragte unge og vise et ægte og ærligt billede af unge mennesker, der er på vej ind i voksenlivet. At flytte hjemmefra kan være en svær tid for de fleste, men som tidligere anbragt er der en ekstra udfordring i, at man ikke altid har et sted at vende tilbage til, når livet bliver svært. Det er DIG der er eksperten, og det er din historie, dine erfaringer og følelser i processen, der er vigtige for mig. Jeg synes, at emnet skal italesættes af de unge selv– så lad os hjælpes ad og fortælle din historie sammen.

Til dagligt arbejder jeg hos et produktionsselskab, der laver dokumentarfilm, som en del af min Kandidat i Dansk og Medievidenskab. Fra jeg var ca. 12-17 år gammel var jeg anbragt. Inden da voksede jeg op i en familie, der var præget af massive omsorgssvigt, misbrug og overgreb. Som 17-årig flyttede jeg ud i egen lejlighed, og jeg glædede mig til livet som en ”normal” ung. Virkeligheden gik dog hurtigt op for mig, da jeg sad i min nye fine lædersofa i min nye lejlighed og blev overvældet af ensomhed. Selvom jeg havde en vidunderlig kontaktpædagog tilknyttet, så følte jeg mig helt og aldeles alene, for i sidste ende så følte jeg, at jeg kun havde mig selv. Med afsæt i min egen oplevelse af at skulle flytte ”hjemmefra”, vil jeg rigtig gerne undersøge, hvordan andre unge oplever samme overgang.

Målet er at lave en dokumentarserie på omkring 3 afsnit. Projektet er i udvikling, og derfor ligger det ikke fast, hvor det skal vises, men optagelserne vil munde ud i en færdig dokumentar, der skal vises offentligt. Du har mulighed for at se alle optagelserne med dig selv igennem og sige fra, hvis der er nogle optagelser du ikke ønsker bliver brugt. Send en mail til dorte@hansenogpedersen.dk eller ring på telefon: 60829538 hvis du kunne være interesseret i at medvirke i filmen, vil bidrage med råd eller har spørgsmål til projektet.

Mange hilsener Dorte Lykke Christiansen.

Comments are closed.